Erfaren Head of IT med stærk eksekveringsevne søges til dansk flyselskab

Er du en erfaren IT-leder, der vil sætte retning for IT i en virksomhed, hvor driften aldrig står stille? Har du lyst til at bygge noget op over tid – i et større, privatejet dansk flyselskab med et innovativt og dynamisk arbejdsmiljø, en stærk og inkluderende kultur samt de bedste kolleger i branchen? Så er det måske dig, vi søger som Head of IT hos Jettime.

Kravene til IT er vokset og vi har brug for en leder der kan sætte en klar retning for IT, skabe følgeskab i organisationen og frem for alt føre tingene helt i mål. Derfor løfter vi rollen, både i mandat og i omfang.

Som Head of IT er du en del af Business Support – en central del af Jettime, hvor også finans, asset management, indkøb og jura er placeret. Du har ansvaret for IT-teamet, for vores eksterne driftspartnere og for den digitale dagsorden på tværs af selskabet.

Du har din gang på Jettimes hovedkontor på Amager Strandvej 390 i Kastrup, og refererer i det daglige til VP Finance & Business Support.

Dine arbejdsopgaver

Du sætter retning og prioriteter for IT og sikrer, at afdelingen leverer det, den lover – til tiden og i den aftalte kvalitet. Du er en tydelig leder for afdelingens 5 medarbejdere. 

Rollen er samtidig operationel. Du holder dig tæt på driften og på afdelingens projekter og er selv med til at sikre leverancerne – ikke kun gennem dine medarbejdere, men også ved at tage fat, hvor der er brug for det.

Konkret er dine ansvarsområder:

  • Ledelse og eksekvering. Du leder IT-teamet og sikrer, at beslutninger bliver til leverancer. Du strukturerer og prioriterer afdelingens opgaver og holder fast i fremdriften, indtil opgaven er lukket.
  • Strategi og retning. Du ejer Jettimes IT-strategi og roadmap og oversætter forretningens mål til en IT-plan, der kan gennemføres – og som du gennemfører.
  • Forretning og stakeholderledelse. Du arbejder tæt sammen med systemejere og ledere på tværs af salg, trafikafvikling, teknik, crew og finans. Du forstår forretningen, før du foreslår løsningen, og du skaber følgeskab og forankring frem for at trække løsninger ned over hovedet på organisationen.
  • Digital transformation og AI. Du driver digitaliseringen af manuelle processer, sikrer at gevinsterne bliver realiseret, og står i spidsen for at afprøve og udbrede AI i organisationen.
  • Stabil drift og leverandørstyring. Du har det overordnede ansvar for en stabil og sikker IT-drift. Størstedelen af driften er outsourcet, og du styrer vores leverandører professionelt – på mål, økonomi og kvalitet – og har den tekniske indsigt til at udfordre dem.
  • Compliance og sikkerhed. Du sikrer, at vi lever op til NIS2 og EASA Part-IS samt kravene fra Trafikstyrelsen, og at vores ISMS og IT Manual er ajour. GDPR og dokumentation af processer og systemer indgår naturligt heri.

Du har desuden budgetansvaret for IT-området.

Din baggrund og dine personlige kompetencer

Du har solid ledelseserfaring fra IT og har stået i spidsen for området gennem både travle og pressede perioder. Du har arbejdet strategisk og tæt på forretningen – sat retning, lagt en plan med flere års sigte og ført den ud i livet. Dertil har du en solid forståelse for IT-drift: nok teknisk indsigt til at kvalitetssikre og udfordre dine leverandører.

Du har erfaring med leverandørstyring og respekt for compliance inden for NIS2 og Part-IS eller tilsvarende regulerede miljøer – og forståelse for data og for, hvordan data kan bruges til at træffe bedre beslutninger. Du taler og skriver et af de skandinaviske sprog samt engelsk flydende. Erfaring fra luftfartsbranchen er ikke et krav.

  • Du er robust og har personlig gennemslagskraft over for medarbejdere, direktion og leverandører – og du står fast, når det gælder.
  • Du er kendt for din eksekveringsevne. Du får tingene i mål – ikke kun i gang.
  • Du kommunikerer klart – opad, nedad og på tværs, internt såvel som eksternt – og kan oversætte kompliceret IT til noget, forretningen kan handle på.
  • Du er struktureret i din tilgang og har blik for detaljen, dér hvor den betyder noget.

Vi søger en leder, der vil blive

Vi lægger vægt på kontinuitet. IT er blevet en forudsætning for driften, og det tager tid at bygge stærke systemer, gode relationer på tværs af huset og et velfungerende leverandørsamarbejde. Vi søger derfor en leder, der ser stillingen som et sted at blive og sætte sit præg over de kommende år – ikke som næste trin på en hurtig karrierestige.

At være ombord hos Jettime…

… betyder, at du er en del af en virksomhed med dedikerede og dynamiske kolleger. Vi tager vores værdier alvorligt og betragter tillid og respekt som fundamentet for både en god forretning og vores kultur. Vi forventer, at du på en konstruktiv og positiv måde udfordrer status quo, så du bidrager til både din egen og vores fælles udvikling. Vi forventer ikke, at du er vild med flyvemaskiner – men at du elsker at arbejde både selvstændigt og sammen med mennesker.

Sådan kommer du videre

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte VP Finance & Business Support, Jonas Andreasen, på mail jea@jettime.com.

Hvis du vil vide mere om medarbejderne i Jettime, så klik ind på vores hjemmeside.

Vi gennemgår ansøgninger løbende, så du kan med fordel søge straks og dog senest den 30. september 2026. Vi håber at besætte stillingen hurtigt, men venter gerne på dig, hvis du er den helt rette.

Du søger via Apply knappen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Jettime a/s er et uafhængigt privatejet dansk flyselskab, der blev etableret i juni 2020. Jettime flyver feriegæster til og fra deres feriedestination på vegne af de førende rejsearrangører i Norden, herunder TUI og Bravo Tours m.fl. Jettime flyver ligeledes på vegne af andre ruteflyselskaber som Finnair, SAS og Air Greenland. Jettime har ca. 520 ansatte med baser i København, Billund, Stockholm og Helsinki. Vi opererer 13 passagerfly af typen Boeing 737 NG, der vedligeholdes af selskabets egen tekniske afdeling i København. Læs mere om Jettime på www.jettime.com

Apply
Share in your network Share on Facebook Share on X Share on LinkedIn Share on Google Plus Print Tip a friend
Deadline:
Contact person:
Jonas Elholm Andreasen VP Finance & Business Support
Job area: Administration
Position type: Full time
Jettime A/S
Amager Strandvej 390-392
DK-2770 Kastrup
CVR: 41410639